torsdag den 8. august 2013

Sløj start på den danske turistsommer

De nye overnatningstal fra Danmarks Statistik viser tilbagegang i juni, men forhåbentligt kan den varme juli trække den samlede sommersæson op, vurderer Dansk Erhverv.

Mens ferien er ved at gå på held for de fleste danskere, er der netop kommet nye overnatningstal for antallet af turistovernatninger i årets første sommermåned juni. Overnatningstallene for juni giver en strømpil for udviklingen i den resterende del af højsæsonen juni, juli og august, der tilsammen står for godt halvdelen af det samlede årlige antal turistovernatninger.

De samlede overnatningstal for feriehuse, hoteller, campingpladser, feriecentre mv. viser, at der sammenlagt var 4,8 mio. turistovernatninger i juni måned svarende til et fald på ca. 90.000 overnatninger eller 1,8 pct. i forhold til samme måned sidste år.

De nye overnatningstal viser desværre en svag start på den danske turistsommer 2013 med en lille tilbagegang i antallet af overnatninger. Men vi har forhåbninger om, at det fantastiske sommervejr i juli måned alligevel har trukket den samlede sommersæson 2013 i positiv retning, siger markedsdirektør i Dansk Erhverv Mette Feifer.

Særligt feriehusene har oplevet et fald i forhold til juni måned 2012 (-6,8 pct.), mens hoteller (+1,6 pct.) og campingpladser (+0,8 pct.) har haft mindre stigninger. Det er især de tyske turister, der ellers udgør mere end halvdelen af alle udenlandske overnatninger i Danmark, som har svigtet Danmark i juni måned, mens der er en lille stigning danskernes overnatninger.

Ser man på overnatningstallene for år til dato, så holder turistovernatningerne lige netop status quo med i alt 16,9 mio. overnatninger hvilket er det samme som i 2012. I hele 2013 har hotellerne haft en fremgang i antallet af overnatninger på 3,4 pct., mens de andre overnatningsformer har oplevet mindre fald.

Det er vigtigt, vi får genskabt væksten i hele den danske turisme, for turismen giver både vækst og arbejdspladser. Turismen skaber omkring 120.000 arbejdspladser i hele Danmark - både i overnatningserhvervene og i de tilstødende brancher som detailhandel og transport. De seneste år har vi desværre tabt markedsandele inden for turismen, blandt andet fordi vi er et dyrt land at holde ferie i. Hvis udviklingen skal vendes, kræver det forbedringer af turisterhvervenes rammevilkår, så det bliver billigere at være turist i Danmark. Samtidig skal vi fra erhvervets side være med til at udvikle mere attraktive produkter og oplevelser, så turisterne i endnu højere grad får lyst til at besøge Danmark, siger Mette Feifer.

Læs mere her

tags: Danmark, direktør, 2013, Danmarks Statistik, 2012,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar