tirsdag den 28. maj 2013

Danskerne rejser mod solen i år

Mere end halvdelen af de danskere, der planlægger ferie i udlandet, rejser mod solen i år. Det er især vejret, der er vigtigt for os, når sommerferien skal besluttes. Det viser en stor undersøgelse over danskernes ferieplaner for denne sommer, som netop er foretaget over hele landet og i alle aldersgrupper. Sammenlignes tallene med sidste år, er der en stigende interesse for sol- og badeferie.

Mere end halvdelen (61 %) af de respondenter, der planlægger ferie i udlandet til sommer, vil på sol- og badeferie. 32 % planlægger en storbyferie, mens 19 % vil på rundrejse, hvor flere lande og byer ses på samme rejse, og man indkvarteres på flere forskellige hoteller på en længere rute. Aktiv ferie bliver endvidere en mere og mere populær rejseform, og således peger 14 % på, at de ønsker at være aktive på deres udlandsferie.

Når danskerne skal svare på, hvor mange dage de planlægger at tilbringe i udlandet i den kommende sommerferie, tyder meget på, at man ikke har travlt med at komme hjem igen. 79 % af respondenterne er således af sted i mere end 7 dage. Størstedelen af respondenterne rejser mellem 8-14 dage (49 %). Det er især seniorerne (60 +), der denne sommer vælger at rejse i længere tid.

Når undersøgelsen spørger til, på hvilken baggrund man vælger rejsemål i år, svarer 77 %, at det er vejret på destinationen der er afgørende. Pris er mindre vigtigt, for det erklærer 57 % sig enige i.

Danskerne opsøger solen, når årets sommerferie skal planlægges, og det hænger utvivlsomt sammen med de sidste to års kolde og så godt som ikke eksisterende danske somre. Salgstallene for skolernes sommerferie er markant foran i forhold til sidste års tilsvarende salgsperiode, så det aktuelle salgsbillede stemmer godt overens med det, respondenterne siger i undersøgelsen , siger Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef i Apollo.

Knap 7 ud af 10 (68 %) foretrækker at bo ved stranden på sommerferien. Det er særligt vigtigt for kvinderne. Og så scorer Region Nordjylland (76 %), Region Sjælland (75 %) og Region Syddanmark (74 %) højere på dette spørgsmål end Region Hovedstaden (65 %) og Region Midtjylland (60 %).

Undersøgelsen er netop foretaget for Apollo af Kompas Kommunikation. Den er gennemført på internettet blandt 1.193 deltagere fra hele landet. Undersøgelsens resultater er efterfølgende blevet vægtet på køn, alder og region i henhold til de af Danmarks Statistik oplyste og gældende demografiske data for at sikre repræsentativitet.

Hvilken ferieform i udlandet vil danskerne denne sommer
1. Sol- og badeferie: 61 %
2. Storbyferie: 32 %
3. Rundrejse: 19 %
4. Anden ferieform: 17 %
5. Aktiv ferie (sportsferie, cykelferie, golfferie og lign.): 14 %
6. Krydstogt: 4 %
7. Wellness/spa ferie: 3 %
8. Togrejse: 3 %
9. Ved ikke: 2 %

Hvor mange dage planlægger danskerne at tilbringe i udlandet i den kommende sommerferie
1. 1-7 dage: 21 %
2. 8-14 dage: 49 %
3. 15 21 dage: 20 %
4. 22 28 dage: 4 %
5. 29+ dage: 6 %
*Basen er dem, der planlægger ferie i udlandet til sommer

Hvor mange dage planlægger du at tilbringe i udlandet i den kommende sommerferie
Mand: 15,4 dage
Kvinde: 13 dage
18-39 år: 13,7 dage
40-49 år: 12,2 dage
50-59 år: 13,5 dage
60+ år: 16 dage
Region Hovedstaden: 15
Region Midtjylland: 14,8
Region Nordjylland: 12,9
Region Sjælland: 14
Region Syddanmark: 12,9

Læs mere her

tags: Danmark, internet, Sjælland, Nordjylland, storby, Danmarks Statistik, Midtjylland, Region Midtjylland, udland, Region Hovedstaden, kommunikation, seniorer, sommerferie, rundrejse, stemmer,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar