tirsdag den 14. maj 2013

Danskerne glemmer passet

Politi, kommuner og ambassader udsteder op mod 30.000 nødpas til glemsomme danskere om året. Danskerne skal være opmærksomme på, at der stadig er krav om pas, selvom man rejser inden for Schengenlandene.

Mødet med myndighedernes paskontrol er hvert år skyld i både panik og sved på panden hos tusinder af ferieklare danskere. Det er nemlig langt fra alle, der husker passet, inden kufferten lukkes, og turen går mod fjerne himmelstrøg.
Og de mange glemte eller udløbne pas skaber hvert år travlhed hos politi og kommuner, viser tal indhentet af FDM travel. Alene i Københavns Lufthavn udstedte politiet sidste år 2.115 såkaldte nødpas mod 1.670 i 2011. I 2013 er foreløbig udstedt 445 nødpas.

Med Schengensamarbejdet og de åbne grænser er mange nok blevet vant til, at en ferie i udlandet ikke længere er lig med paskontrol. Det kan forklare, at så mange glemmer passet på vej på ferie. Heldigvis er der næsten altid hjælp at hente hos myndighederne, der på kort tid kan udstede et nødpas, men det giver en dårlig start på ferien. Derfor kan vi kun opfordre til, at man tjekker passet i god tid inden ferien, siger adm. direktør i FDM travel Jan Lockhart.

Ifølge en undersøgelse Voxmeter tidligere har lavet for FDM travel, svarer 60 procent af de adspurgte, at passet er det, de frygter mest at komme af sted uden, efterfulgt af billetter og penge.

Også i landets kommuner kender man til at måtte komme borgerne til undsætning, når det gælder gyldigt rejsehjemmel. Alene i Københavns Kommune, som er landets største, udstedte kommunens Borgerservice i 2012 3.910 provisoriske pas, som nødpasset hedder.
I alt vurderer Rigspolitiet, at der på landsplan udstedes mellem 25.000-30.000 provisoriske pas om året.

Og passet er, trods åbne grænser, stadig er et vigtigt rejsedokument. Kommer man af sted uden, risikerer man at få en bøde og kan værste fald blive afvist ved grænsen.

Mange er nok ikke klar over, at det stadig er et krav, at man er i besiddelse af et gyldigt pas. Også selvom man i dag kan rejse i det meste af Europa uden at skulle vise pas. Eneste undtagelse er i Norden, hvor der er pasfrihed for nordiske statsborgere. Derfor bør man altid sikre sig, at ens pas stadig er gyldigt og pakket, inden man tager på ferie, siger adm. direktør i FDM travel Jan Lockhart.

Læs mere om reglerne for pas på www.fdm.dk/koer-selv-ferie/pasregler-norden-schengenlandene-usa

Regler for provisoriske pas (nødpas)

Det koster 600 kroner for 18-64-årige (lidt billigere for yngre og ældre) at få lavet et provisorisk pas hos politiet og kommunernes borgerservice
Begge steder skal man medbringe et gyldigt pasbillede
Modsat et rigtigt pas er et provisorisk pas ikke biometrisk dvs. udstyret med en chip indeholdende fingeraftryk, underskrift og digitalt foto
Et nødpas udstedt af politiet eller Borgerservice er som udgangspunkt gyldigt i syv måneder og gælder i en lang række lande. Der er dog undtagelser. Eksempelvis accepterer USA ikke indrejse med et nødpas. Rejser man på et nødpas, er det derfor en god idé at forhøre sig om reglerne hos det pågældende lands ambassade inden afrejse
Er passet løbet ud eller ved at løbe ud, kan man få det forlænget. Det kræver, at det ikke er udløbet inden for de seneste tre måneder
Et pas forlænges for 12 måneder og kan kun forlænges én gang

Kilder: Rigspolitiet, Københavns Politi, Københavns Kommune og Udenrigsministeriet

Læs mere her

tags: USA, 2011, billetter, Europa, København, direktør, politi, 2013, Udenrigsminister, ambassade, Københavns Lufthavn, statsborger, udland, 2012, FDM, penge, borgerservice,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar