torsdag den 17. januar 2013

Nyt samarbejde skaber ekstra rejser til to populære feriemål

Sidste års regnvåde sommer har skabt rift om sommerferierejserne i 2013. Falk Lauritsen Rejser har med ny samarbejdspartner skabt 3.000 ekstra rejser fra Billund til populære rejsemål i Grækenland og Tyrkiet.

Danskerne husker fortsat tydeligt sommeren 2012, hvor det bare var regn, regn, regn. I år vil mange for alt i verden undgå at komme i en situation, hvor rejser til mere solsikre pletter på verdenskortet bliver udsolgt.

Vi har stor tillid til sommersalget, som er godt i gang. Allerede i slutningen af 2012 kunne vi mærke en stor efterspørgsel på sommerferierejser generelt og i særdeleshed på i forvejen populære sommerferiedestinationer som Rhodos og Tyrkiet , fortæller direktør Søren Falk Lauritsen og uddyber:

Meget for pengene
Tyrkiet har de senere år oplevet en stadig stigende popularitet. Vi er uden for EU og man får fortsat meget for pengene, når det gælder hotelkomfort, madoplevelser og indkøb i butikker. Samtidig har Rhodos oplevet en renæssance. Mange hoteller er blevet renoveret, og der er mange fine områder uden for Rhodos by. Efter at mange har prøvet andre græske øer og spændende rejsemål, er man nu begyndt at vende tilbage til et af de helt klassiske feriemål, der i øvrigt også hører til blandt de mest solsikre i Europa.

3.000 ekstra rejser
Af samme grund har Falk Lauritsen rejser netop lagt to højsæsonfly op til salg. De går fra Billund til henholdsvis Alanya i Tyrkiet hver lørdag og Rhodos hver søndag i højsæsonen fra slutningen af juni til begyndelsen af august.

Det er et supplement til det allerede eksisterende program, og svarer til lige knap 3.000 ekstra rejser, der lægges op til højsæsonen. Der er afrejse hver lørdag og søndag eftermiddag, så man skal ikke ud og bruge ekstra feriedage , forklarer Søren Falk Lauritsen.

Samarbejde med nyt, prisvindende flyselskab
De ekstra rejser er blevet muliggjort af et nyt samarbejde mellem Falk Lauritsen Rejser og flyselskabet DAT Danish Air Transport.
Danish Air Transport blev i 2012 kåret som Danmarks bedste lavprisflyselskab ved Danish Travel Awards akkurat som Falk Lauritsen Rejser for andet år i træk blev kåret som landets bedste charterrejsearrangør.

For yderligere informationer kontakt Søren Falk Lauritsen på 2128 5433

Besøg os på Google+.
Følg os på Twitter her.

Læs mere her

tags: Danmark, Europa, Billund, direktør, 2013, EU, Google, Grækenland, græske, 2012, penge, sommerferie,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar