fredag den 13. april 2012

Efter tsunami-varsel: Alt igen normalt på rejsemål

Apollo Danmark har cirka 100 danske gæster på Phuket og i Khao Lak, som i går som følge af tsunami-varslet blev evakueret til højt beliggende hoteller i bjergene. Alle danskere har det godt og er tilbage på deres oprindelige hoteller. En familie har ønsket at flytte fra grundplan til 2. sal, dog på samme hotel.

Indonesien udsendte i går et tsunami-varsel efter et jordskælv målt til 8,7 på Richterskalaen. Det betød, at Apollo i går med tæt kontakt til det danske Udenrigsministerium, de thailandske myndigheder og de internationale tsunami-varslingscentre fulgte situationen og evakuerede alle danske gæster.

Jeg har netop her til morgen talt med vores destinationspersonale i Phuket og Khao Lak, og alt er igen normalt i de områder, der i går var berørt som følge af tsunami-varslet. Vores destinationschef melder, at alle butikker og restauranter er genåbnet, og at strandene igen er vel besøgt. Lufthavnen i Phuket blev ligeledes genåbnet i går aftes klokken 21:00 (thai-tid). Herudover smiler alle både thai er og turister lidt ekstra denne morgen i Thailand, da lettelsen over, at tsunami-varslet forblev ved et varsel, naturligvis er helt enorm. Mange af de thai er, der i går havde varslet tæt inde på livet, har i forvejen mistet familie og venner i 2004 ved den store tsunami , konstaterer Rikke Koks Andreassen, kommunikationschef hos Apollo.

Alle Apollos gæster i Khao Lak og på Phuket, som tæller Patong, Kata og Karon, blev i går evakueret til højt beliggende områder og hoteller. Evakueringen forløb fuldstændigt planmæssigt og uden panik.

Vores destinationspersonale har været i kontakt med alle vores gæster, set dem i øjnene, og fået talt med dem. Hændelsen i går var bestemt ikke ønskværdig, men alle er lykkelige for, at de blev evakueret, og at evakueringen forløb planmæssigt. En enkelt familie har ønsket at flytte værelse fra grundplan til anden etage på deres hotel, og det har vi naturligvis imødekommet. Ingen har heller ønsket at tale med en krisepsykolog, men skulle et behov opstå, er vi naturligvis klar med hjælp og støtte , slutter Rikke Koks Andreassen.

Apollos fremtidige flyvninger til Thailand bliver ikke påvirket af hændelsen i går. Det danske udenrigsministerium har ikke ændret på rejsevejledningen til nogle af de lande, der var berørt af tsunami-varslet i går.



Læs mere her

tags: Danmark, restaurant, Thailand, jordskælv, Udenrigsminister, Richterskalaen, kommunikation,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar