fredag den 17. februar 2012

Kap Verde har vundet danskernes hjerter

Star Tour sender gæst nummer 100.000 til Kap Verde
For fem år siden sad de første danskere i et Star Tour fly på vej til et helt nyt, eksotisk feriemål, Kap Verde. Øgruppen ligger otte timer flyvning væk, udfor Senegals kyst, lige syd-vest for De Kanariske Øer. Det har været fem år med en rivende udvikling på de små øer, hvor Sal og Boavista er gået fra at have ganske få hoteller og restauranter til i dag at kunne tilbyde bl.a. nogle af de bedste all inklusive hoteller i Star Tours program.

- Vi har netop sendt kunde nr. 100.000 til Kap Verde, og om fem år, tror jeg rejsemålet har overhalet Lanzarote i antal gæster med den udvikling, vi oplever. Selvom turismen er vokset kraftigt, er kodeordene stadig total afslapning, det enkle liv, lunt vejr og friskfanget fisk, der tilberedes af den venlige lokalbefolkning, fortæller Stig Elling, salgsdirektør i Star Tour.

Kap Verde er en øgruppe, der består af 13 øer, heraf 9 beboede. De er meget forskellige, og varierer fra Sal og Boavista med lange, gyldne strande og kun en smule grønt, over vulkanøer til frodige, grønne øer.

- Grunden til at så mange danskere har tabt deres hjerter til Kap Verde er, at vejret byder på en gennemsnitstemperatur på 24-25 grader året rundt, flyvetiden på ca. 8 timer er væsentligt kortere end til andre oversøiske rejsemål, og man får ikke jetlag, du er fremme ved dit hotel på ca. 15 min., og hotelstandarden er høj. Tilfredshedsgraden hos kunderne på Kap Verde er meget høj, og sidste vinter fik Kap Verde top karakter som et af de bedste vinterrejsemål overhovedet, siger Stig Elling.

Hver femte kunde til kap Verde har indtil nu været fra Jylland, og derfor sætter Star Tour næste vinter en ugentlig afgang ind fra Billund til Sal, og har dermed 3 ugentlige afgang e til Kap Verde vinter 12/13.

Læs mere her

tags: Billund, direktør, restaurant, Jylland,

Ingen kommentarer:

Send en kommentar