torsdag den 1. juli 2010

Metals medlemmer har gratis hjemtransportforsikring

Det gule sygesikringskort dækker ikke længere hjemtransport, hvis man bliver syg eller udsat for en ulykke under ferien. Men Metal-medlemmer behøver ikke tegne en ekstra forsikring. De er nemlig omfattet af forbundets fritidsforsikring, som sørger for, at hele familien er dækket, når man er på ferie i EØS-landene.

Kommer man ud for en ulykke under ferien kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse. I hvert fald, hvis man ikke har sørget for at checke sine forsikringer.

Siden den 1. januar 2008 har den offentlige sygesikring ikke betalt for hjemrejsen, hvis man kommer ud for en ulykke. Mange danskere har ikke sørget for selv at tegne en privat forsikring, men er man medlem af Dansk Metal er man dækket.

Forbundet har nemlig udvidet den kollektive fritidsulykkesforsikring, som alle medlemmer af Dansk Metal er omfattet af så den også dækker udgifter til hjemtransport. Dækningen gælder for både medlemmet og dennes familie ved ferierejser i EU- og EØS-landene, dvs. de samme områder, som det gule sygesikringskort dækker.

- Skal man have en forsikring for hele familien kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse, men fordi vi har lavet en kollektiv ordning, så er det meget billigt, forklarer forbundssekretær i Dansk Metal, Per H. Madsen.

- Som lønmodtager er du i arbejdstiden dækket af din arbejdsgivers lovpligtige arbejdsskadeforsikring, men forsikringen dækker ikke, hvis du kommer ud for en ulykke på vej til eller fra arbejde, eller hvis du i øvrigt kommer ud for en ulykke i fritiden. Derfor har Metal en kollektiv fritidsulykkesforsikring, som dækker ulykker i fritiden - og den dækker altså også hjemrejse under ferier. Hjemrejsedækningen koster ikke ekstra. Det er en af fordelene ved at være medlem af Metal, siger Per H. Madsen.

Metals medlemmer er også alle omfattet af en kollektiv gruppelivsforsikring, og forbundet har indgået en aftale med ALKA om, at medlemmer kan tegne en almindelig indboforsikring en Forbundsfamilieforsikring - til 1220,- om året.

- Vi har nogle rigtig gode rabatordninger, som kun vores medlemmer har adgang til, og hvis man bruger dem, så tjener man hurtigt en stor del af kontingentet hjem, siger Per H. Madsen.

Læs mere om forsikringen.

Læs mere her

tags: 2010, 2008, EU, ulykker, arbejdstid, livsforsikring, arbejdsgiver, Dansk Metal

Ingen kommentarer:

Send en kommentar