tirsdag den 1. december 2009

Stor udenlandsk anerkendelse af danske campingpladser

De to danske campingpladser Camp Hverringe – Bøgebjerg Strand og Bøjden Strand Camping er blevet udnævnt til "Superplatz" af ADAC (det tyske FDM), og campingpladserne Bøsøre Strand Camping, Hvidbjerg Strand Camping, TopCamp Jambo Vesterhav og Klim Strand Camping er blevet genudnævnt til "Superplatz".

Med i alt seks "Superplatz" er Danmarks placering som et af de absolut bedste campinglande i Europa blevet styrket. I det øvrige Norden er der kun én anden plads, der er "Superplatz", og det er en campingplads i Sverige.

"Udnævnelsen af to nye og genudnævnelse af fire danske campingpladser til "Superplatz" viser, at Danmark virkelig rykker campingmæssigt i disse år. Vi er det land i Europa, der har det klart højeste antal "Superplatz" i forhold til landets samlede antal campingpladser.

Det flotte resultat skal ses på baggrund af de store investeringer i komfort og kvalitet, som alle danske campingpladser har gennemført i de senere år" siger direktør i Campingrådet Poul Fejer Christiansen.

Campingrådet har som det første land i Europa indført en kvalitetsvurdering som supplement til de kendte stjerner på campingpladserne.

"Med indførelsen af kvalitetsvurderingen har alle campingpladser virkelig lagt sig i selen for at vise, at de har en god kvalitet, og det har givet et markant ryk opad. Og det kan vi nu se, at også udlandet har bemærket" siger Poul Fejer Christiansen.

Betegnelsen "Superplatz" svarer til restauranternes Michelin–guide. Det er derfor af stor betydning, når en campingplads bliver udnævnt til "Superplatz" af ADAC.

Den høje komfort og kvalitet på de danske campingpladser var med til forøge antallet af overnatninger med knapt 4 % til godt 12,1mio. i 2008, hvilket gjorde camping til den næststørste overnatningsform i Danmark efter feriehuse.

###

Fakta om dansk camping: Campingerhvervet omsætter årligt for godt 4,6 mia. kr., hvoraf 1,0 mia. kr. indtjenes i udenlandsk valuta. Samlet skaber campingerhvervet beskæftigelse til mere end 7.400 personer, og denne beskæftigelse er i stor grad i udkantområder. Antallet af indregistrerede campingvogne er vokset med 28 % siden år 2000 til 137.000 i 2008.

 

Læs mere her

Ingen kommentarer:

Send en kommentar